Fri Mediestream Folkebibliotek i 2022

Det Kgl. Bibliotek tilbyder folkebiblioteker og arkiver betalingsfrit abonnement i hele 2022. Tjenesten er fortsat en "walk-in-tjeneste", men Det Kgl. Bibliotek dækker udgifterne.

Webbanner med gamle avisartikler

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Fri adgang i 2022

Vi nærmer os en ny sæson for Mediestream Folkebibliotek. Biblioteker og arkivers adgang til 6,5 mio. danske historiske avissider. Vi har de seneste fem år udbudt tjenesten til landets folkebiblioteker som betalingsabonnement, og som noget særligt bliver det kommende år betalingsfrit. Som et led i fokuseringen på digitale tilbud og digitaliseret kulturarv har Det Kgl. Bibliotek valgt at finansiere næste års udgifter til tjenesten. Det betyder, at tilmeldte biblioteker fortsætter deres abonnement vederlagsfrit i 2022, imens nye biblioteker (og tilknyttede arkiver) kan tilmelde sig. Ligeledes vederlagsfrit.

Fortsat samme adgangsbetingelser

Under den betalingsfrie periode foretages adgangsstyringen under de "sædvanlige betingelser". Det betyder, at tjenesten fortsat er baseret på (IP-styret) walk-in-adgang fra bibliotekernes og arkivernes lokationer. Brugerne skal fortsat besøge biblioteket eller arkivet for at benytte aviserne. Dit bibliotek skal altså fortsat aktivt have tegnet abonnement. 

Læse mere om de generelle adgangsbetingelser.

Er dit bibliotek med?

I øjeblikket har 79 af landets 98 kommunale biblioteksvæsner tegnet abonnement på tjenesten, og ca. 75 % af landets borgere kan tilgå Mediestream Folkebibliotek fra deres lokale bibliotek eller arkiv. Er du i tvivl om dit bibliotek har tilmeldt sig? Se listen over abonnerende biblioteker. Er dit bibliotek på listen, er adgangen i 2022 sikret.

Nye biblioteker - sådan gør du

Er dit bibliotek ikke på listen over abonnerende biblioteker, kan tilmelding ske via tilmeldingsformularen. I formularen har du mulighed for at oplyse IP-adresser til dit biblioteks publikums- og medarbejdernetværk. Har du dem ikke lige ved hånden, vender vi tilbage med hjælp og vejledning.

Arkiverne er fortsat velkomne

Et abonnement på Mediestream Folkebibliotek giver også dit bibliotek mulighed for at tilbyde tjenesten via lokalarkiver i bibliotekets hjemkommune. Betingelserne for adgang er de samme, altså at borgene kan benytte Mediestream Folkebibliotek frit og ubegrænset fra arkivets lokaler. 

Ønsker dit bibliotek at tilbyde arkiverne deltagelse i abonnementet, varetager dit bibliotek formidlingen og kommunikationen omkring adgang. 

Hvad sker der så nu?

Det Kgl. Bibliotek fortsætter de nuværende adgange for tilmeldte biblioteker i det kommende år. Er dit bibliotek tilmeldt for 2021, skal du altså ikke foretage dig yderligere. Abonnementet fortsætter uændret i 2022. Blot uden betaling. 

Har dit bibliotek ikke abonnement, opfordrer vi til at tegne betalingsfri adgang for det kommende år.

Tegn abonnement på Mediestream Folkebibliotek 2022