Livestreaming arrangement med nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz

Giv jeres biblioteksbrugere en unik oplevelse, når modtager af Nobelprisen i økonomi, Joseph Eugene Stiglitz, besøger Det Kgl. Bibliotek 12. september 2022.

Portræt af Joseph Stiglitz med hagen hvilende på hånden
Foto: Alexandre Isard (Paris Match)

I Dronningesalen i Den Sorte Diamant vil Stiglitz give os et indtryk af USA netop nu – efter Trump – og på vej ind i midtvejsvalget, og desuden rette blikket mod Europa, hvor forvaltningen af samfundsøkonomien er sat til debat. Stiglitz er tidligere senior vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken og medlem af og formand for den amerikanske præsidents Council of Economic Advisors.

Praktisk information

Dato: 12. september 2022

Tid: 18:30-19:30 Tid til pre-event; 19:30-21:00 Livestreaming fra Det Kgl. Bibliotek

Praktisk: Livestreaming kræver en computer med stabil internetforbindelse og en storskærm. 

Tilmeld bibliotek/institution

Tilmeldingsbekræftelse sendes hertil

Personoplysningerne slettes eller anonymiseres løbende efterhånden som det formål, de blev indsamlet til, afsluttes. Læs mere i vores privatlivs- og persondatapolitik.

Fra økonomisk krise til social retfærdig vækst i Europa

I sin nyeste bog fra 2019, Rewriting the Rules of the European Economy - An Agenda for Growth and Shared Prosperity fremlægger Stiglitz de økonomiske rammer for et Europa med hurtigere og mere social retfærdig vækst, og beskriver, hvordan Europa befinder sig i krise med træg økonomisk vækst i mange lande, udbredt indkomststagnation og recession, der har alvorlige politiske og sociale konsekvenser. De europæiske regeringer har ikke reageret tilstrækkeligt på de dybtliggende problemer og de økonomiske og politiske fiaskoer har bidraget til fremkomsten af ekstremistiske partier på højrefløjen. Hvis Europa skal vende tilbage til en innovativ og dynamisk økonomi – og hvis der skal være delt velstand, social solidaritet og retfærdighed – så skal EU-landene bryde med deres nuværende, destruktive bane. Bogen byder på konkrete strategier til fornyelse, inden for både mikro- og makroøkonomien, herunder centralbankvirksomhed, offentlige investeringer, konkurrencepolitik og virksomhedsledelse.

Joseph Eugene Stiglitz 

Joseph Eugene Stiglitz er amerikansk nobelprismodtager i økonomi, professor ved Columbia University og cheføkonom ved Roosevelt Institute. Stiglitz modtog i 2001 Nobelprisen i økonomi sammen med George Akerlof og Michael Spence for sin analyse af konsekvenserne af asymmetrisk information i en markedsøkonomi. I 2011 blev Stiglitz udpeget af Time Magazine som en af verdens 100 mest magtfulde mennesker.

Euro eller ej?

Stiglitz har i sin bog fra 2016 The Euro And Its Threat To The Future of Europe beskrevet, hvordan Euroen udgør en trussel mod Europas fremtid. Euroen har gjort den økonomiske ulighed større og delt Europa mellem kreditorer og debitorer og problemerne er ifølge Stiglitz blevet forstærket af en fejlslagen økonomisk politik fra de mest magtfulde landes side. I bogen konkluderer han, at det er bedst for EU at bevare euroen og gennemføre de nødvendige reformer, der blandt andet bør være en bankunion, indførelse af en form for euroobligationer, en centralbank, der ikke kun har fokus på inflation, men på beskæftigelse - samt en mere retfærdig skattepolitik og fjernelse af grænser for offentlige budgetunderskud.

Forslag til pre-events

Inden livestreaming starter klokken 19:30, er det muligt at afholde et pre-event på jeres bibliotek/institution. Pre-events kan være med til at fremme konstruktiv debat og diskussion blandt deltagerne.

Invitér en eller flere eksperter til at tale om Joseph Stiglitz projekt i en dansk kontekst.

Foredrag om Joseph Stiglitz teori og bøger, som en introduktion til samtalen.

.rdl-spot-ticket-cta .event-state { color: #757575; display: none; }