Livestreaming event med Rachel Cusk

Samtale mellem den canadisk-britiske forfatter Rachel Cusk og litteraturredaktør Kathrine Tschemerinsky i Den Sorte Diamant onsdag 16. juni kl. 20.00 – 21.30.

Kathrine Tschemerinsky og Rachel Cusk

Sofie Amalie Klougart og Siemon Scamell-Katz

Praktisk information

 
Dato 16. juni 2021
Tidspunkt

19:00 - 20:00 Mulighed for at afholde et pre-event.

20:00 - 21:30 Livestreaming af samtalen mellem Rachel Cusk og Kathrine Tschemerinsky.

Praktisk Efter tilmelding vil I modtage en formidlingspakke med uddybende information og PR materialer.

Moderskab og tabuer i litteraturen

Moderskab og tabuer om de følelser, der følger med, det emne har de seneste år fyldt mere og mere i dansk litteratur – her er Olga Ravns Mit arbejde, Maja Lucas’ Mor og Cecilie Linds Mit barn blandt nogle af de mest roste danske eksempler. Nu får vi et internationalt perspektiv på samme sag. Den omdiskuterede litterære verdensstjerne Rachel Cusk lagde ikke fingrene imellem i Et livsværk og belyste med hudløs ærlighed de mindre romantiske aspekter af moderskab. Cusk gæster Den Sorte Diamant til en samtale med litteraturredaktør Kathrine Tschemerinsky om A Life’s Work (2001), som netop er blevet oversat til dansk. Beretningen vakte stor modstand i den britiske presse – ikke mindst fra andre mødre – og offentlig udskamning og anklager om kønsforræderi satte nyt lys på ærlighedens pris for Cusk. Hvor langt kan man tillade sig at gå? Og hvordan ser Cusk på moderskabet og Et livsværk i dag?

Rachel Cusks forfatterskab

Rachel Cusk fik sit internationale gennembrud med Omrids-trilogien (2014-2018), bestående af bøgerne Omrids, Transit og Kudos (alle udkommet på dansk), der har begejstret anmeldere over hele verden og er blevet kaldt et moderne mesterværk. Allerede som 26-årig debuterede hun med romanen Saving Agnes (1993), der indbragte hende den prestigefyldte Whitbread First Novel Award. Desuden er hun hele tre gange blevet nomineret til den britiske litteraturpris “Goldsmiths Prize” (2014, 2016, 2018), der uddeles til fiktion, som “åbner nye muligheder for romanformen”. Hun bor og arbejder i England.

I Et livsværk tager Cusk bladet fra munden – en fortælling om den ensomhed, bitterhed og vrede, der kan opstå når man bliver frarøvet sin kropslige frihed. Cusk dokumenterer nøjagtigt chokket og panikken, som opstår hos en førstegangsmor, der skal navigere i en tavshedskultur om moderskabets mørke sider. Mens Omrids-triologien notorisk vendte blikket udad, sætter Et livsværk fokus på den inderlige magtesløshed og barselslivets søvnløshed.

Katherine Tschemerinsky

Kathrine Tschemerinsky er skribent og assisterende litteraturredaktør på Weekendavisen. Efter at have studeret antropologi drev hun i retning af litteraturen og forsøger nu at bruge begge dele til at forstå, hvad der foregår inden i og omkring mennesker lige nu. Tschemerinsky har tidligere interviewet Cusk om moderskab og forfatterskab og forholdet mellem virkelighed og fiktion.

Om International Forfatterscene

International Forfatterscenes skal med internationale og dagsordensættende gæster udfordre publikums eksisterende holdninger og inspirere til meningsdannelse. Med både klassisk dannelse, digital dannelse og meningsdannelse i centrum er det derfor helt oplagt, at serien finder sted på Danmarks nationalbibliotek, hvis rolle det blandt andet er at gøre kulturarv og oplysning tilgængelig for den brede danske befolkning.

Forlsag til pre-events

 
Debattér udvalgte passager  Debattér udvalgte passager i Cusks bog og lav spørgsmål, som kan sendes ind til arrangementet.
Invitér debattører og kulturpersonligheder

Invitér debattører og kulturpersonligheder til at diskutere moderskabets plads i litteraturen.

Diskutér moderskabslitteratur Diskutér moderskabslitteratur som genrebegreb i læsegrupper.