Muligheder for artikler efter Videnskabelige Artikler er lukket

Artikeltjenesten Videnskabelige Artikler er i lukket. Tjenesten tilbød brugere af bibliotek.dk artikler, som ellers er forbeholdt universitetsstuderende og forskere. Vi peger på alternativer

Tidsskriftstabel på laptop
Foto: iStock

Opdatering: 5. november 2021 er artiklen opdateret med præcisering omkring endelig lukning af tjenesten Videnskabelige Artikler.

Tjenesten Videnskabelige Artikler, der gjorde det muligt for folkebibliotekerne at rekvirere analog kopier af artikler fra digitale videnskabelige tidsskrifter er lukket og genåbner ikke.

Baggrunden er, at Det Kgl. Bibliotek i 2021 har startet et nyt projekt, der på sigt skal gøre det muligt for Det Kgl. Bibliotek at levere digitale artikelkopier.

I fraværet af tjenesten

Der er flere muligheder for at skaffe artikler ud over almindeligt fjernlån, i tjenesten Videnskabelige Artiklers fravær. Der findes en del Open Access tidsskrifter, som det er muligt at skaffe artikler fra. Danske Open Access tidsskrifter kan som hovedregel fremsøges i bibliotek.dk.

Tidsskrift.dk – indeholder ca. 150 faglige, videnskabelige- og kulturelle tidsskrifter, der er tilgængelig for alle. Tidsskrift.dk er Det Kgl. Biblioteks nationale portal for publicering af faglige, videnskabelige og kulturelle tidsskrifter i digital fuldtekst.

Den danske forskningsdatabase – indeholder ca. 1 mio. forskningspublikationer. Det er en dansk portal over den danske forskning, de danske forskere og de danske forskningsinstitutioner. Databasen dækker publiceret litteratur bl.a. videnskabelige artikler og phd. afhandlinger.

Udenlandsk Open Access er sværere tilgængeligt, men en rigtig god kilde er Directory of Open Access Journals (DOAJ) fra Lund Universitet. DOAJ indeholder mere end 14.000 tidsskrifter indeholdende ca. 4,4 mio artikler fra 130 lande.

Brug licenserne

Folkebiblioteker, der har tegnet licens på f.eks. Infomedia, Pressreader og RB Digital Magazines, har mulighed for at give deres borgere adgang til artikler herfra.

Foruden artikler fra aviser, giver Infomedia adgang til artikler fra ca. 500 fagblade og magasiner, og de fleste biblioteker har abonnement. Magasiner omfatter bl.a. Alt om data, Illustreret Videnskab og Ugeskrift for læger. Licensen til Pressreader giver adgang til 7000 udenlandske aviser og magasiner fra 120 forskellige land. RB Digital Magazines giver adgang til ca. 350 hovedsagelig engelsksprogede magasiner, men der er også en håndfuld danske tidsskrifter.