Tidsskrifts- og artikelbestilling genåbner

Vi åbner nu for bibliotekernes bestilling af hele tidsskrifter og artikler fra Netpunkt. Og på sigt via artikelservice i bibliotek.dk.

Medarbejder håndterer tidsskrifter i tidsskriftsmagasin

Foto: Thomas Søndergaard

Vi åbner mandag 10. maj 2021 for bibliotekers bestilling af hele tidsskriftstitler og artikler fra Netpunkt. På sigt venter der også en åbning for brugernes adgang til direkte artikelbestilling via bibliotek.dk.

Efter et langt tilløb, som ikke just er blevet kortere af corona-restriktionerne, sætter vi nu endelig gang i en proces, der åbner for adgangen til at bestille artikler og hele tidsskriftshæfter fra bibliotekets samlinger af fysiske tidsskrifter.

Processen er opdelt i to faser:

  • I fase et bliver der 10. maj 2021 åbnet for bestilling via Netpunkt og bibliotek.dk
  • I fase to vil der blive åbnet for tegning af abonnement til Digital Artikelservice, som relanceres med en ny prismodel (vi informerer nærmere om denne fase senere på måneden).

Når dit bibliotek bestiller tidsskrifter eller artikler via Netpunkt, sker det via de sædvanlige formularer, dog gør vi opmærksom på, at det i det nye bestillingsflow er obligatorisk at vælge en specifik beholdning som et led i bestillingsproceduren.

Det vil sige, at når du bestiller et tidsskrift, skal du i feltet "vælg nummer" angive et eksemplar/nummer fra dropdown-menuen. Lidt paradoksalt behøver det ikke nødvendigvis være det korrekte. Det skal blot ske af systemhensyn.

Forklaringen er, at eftersom vi ikke har en fuldstændig beholdningsregistrering af vores tidsskrifter, vil det være nødvendigt at vælge et "tilfældigt" eksemplar til at opfylde bestillingen, selvom det strider mod bestillingens øvrige indhold.

Vi er meget glade for at kunne melde os "tilbage på banen" med levering af tidsskrifter og artikler til biblioteker og (på sigt) borgere via bibliotek.dk.