Bogdonation fra den ukrainske ambassade

Den ukrainske ambassade har doneret 100 bøger på ukrainsk til Det Kgl. Bibliotek.

Ukrainske bøger doneret af den ukrainske ambassade forår 2024

Foto: Foto : Malthe Ivarsson

Donationen er et vigtigt bidrag til den allerede store samling af bøger på ukrainsk, som Det Kgl. Bibliotek har formået at opbygge siden krigens udbrud i februar 2022. En samling på mere end 6.000 bøger på ukrainsk til gavn for de ukrainske flygtninge i Danmark.  

Med donationen fra den ukrainske ambassade er Det Kgl. Bibliotek ansvarlig for at klargøre, katalogisere og udlåne bøgerne gennem de danske folkebiblioteker. På den måde får ukrainske flygtninge i hele landet også mulighed for at låne de 100 nye bøger i samlingen. 

En herboende ukrainer Anna Kudelia udtaler [oversat fra engelsk]: 
"Jeg er meget taknemlig for muligheden for at kunne låne ukrainske bøger på Det Kgl. Bibliotek. Ukrainsk litteratur reflekterer vores lands rige kulturarv og nationalhistorie. Hver gang jeg besøger biblioteket, ser jeg et stort udvalgt af børnebøger på ukrainsk. Et bidrag, der er særligt vigtigt for de ukrainske børn, der er langt væk hjemmefra uden deres egne bøger at læse i." 

 

FAKTA:  
Jf. lov om Biblioteksvirksomhed §14 punkt 3 fungerer Det Kgl. Bibliotek som overbygning til folkebibliotekerne, bl.a. i forhold til indkøb og udlån af depoter til flygtninge og indvandrere på mere end 20 sprog, herunder ukrainsk.