Digital adgang til Grundtvig
Ønsker du at læse mere om og af Grundtvig, præsenterer vi her nogle af Det Kgl. Biblioteks indgange til Grundtvig og hans værker.
Udgivet 27. maj 2024 | Opdateret 06. juni 2024
N.F.S. Grundtvig (1783–1872) var en af de betydeligste personligheder i 1800-tallets danske åndsliv. Grundtvig var digter, præst, historiker, politiker, filolog og pædagogisk tænker. Hans omfattende virke har sat afgørende præg på dansk samfundsbygning, kultur og kirkeliv.
Et godt sted at starte, hvis man vil beskæftige sig med Grundtvig, er i Arkiv for Dansk Litteratur (ADL). Her finder man blandt andet et uddybende forfatterportræt af Grundtvig udarbejdet af Flemming Lundgreen-Nielsen. Derudover finder man 695 tekster af Grundtvig selv, gengivet i såvel klar tekst som faksimile.
Desuden kan man finde et antal forskellige tekster af Grundtvig under open acces på vores hjemmeside. Lige fra udsnit af Rigsdagstidende til sange og salmer.
Du kan finde en tekstkritisk og kommenteret indgang til Grundtvigs værker. Den indeholder 443 værker og er udarbejdet af Center for Grundtvigsforskning ved Aarhus Universitet, Aarhus og København.
Det er også muligt at se, hvordan teksterne tog sig ud direkte fra Grundtvigs egen hånd. Grundtvigs arkiv befinder sig i Det Kgl. Biblioteks Håndskriftsamling, og hele arkivet er digitaliseret. Det indeholder mere end 3600 manuskripter til især prædikener.
Gennem tiden er der skrevet mange artikler om Grundtvig. På sitet tidsskrift.dk, der indeholder en række videnskabelige og kulturelle tidsskrifter med open access, er der også artikler med relation til Grundtvig. Her kan vi for eksempel nævne tidsskriftet Grundtvig Studier.
Også i Mediestream er der stof at finde om Grundtvig. Her er der fri adgang til alle artikler, der er mere end 100 år gamle. Dermed er det muligt at læse, hvad aviserne skrev om Grundtvig i hans levetid 1783-1872.
Det kan for eksempel være artiklerne i Dagbladet (København) eller Aarhus StiftsTidende om skandalen, da Grundtvig Palmesøndag 1867 kyssede alle kvinderne til gudstjenesten, da han troede, at de så ville blive gravide som jomfru Maria.
Har man, for lige at få sat billeder på, brug for at se hvordan Grundtvig så ud, kan man gå på opdagelse i vores digitale billedsamling. Her finder man en lang rækker gengivelser af billeder, tegninger med videre af Grundtvig – fra helt ung til den velkendte ældre herre med det store hvide skæg.
Endnu mere Grundtvig
DR folder temaet På grund af Grundtvig ud på tværs af DR’s platforme i løbet af maj og juni. Temaet køres i et samarbejde mellem DR og Bibliotekernes Temasamarbejde.