En fest midt i regnen

På Kulturmødet på Mors tog seniorforsker Henrik Smith-Sivertsen fra Det Kgl. Bibliotek deltagerne med på en rejse gennem nogle af John Mogensens største hits.

Henrik Smith-Sivertsen står på en scene med band i baggrunden

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Udgivet 02. september 2024

Der blev sunget med, grinet og lyttet trods regnen torsdag aften på Kulturmødet på Mors, da seniorforsker Henrik Smith-Sivertsen fra Det Kgl. Bibliotek tog deltagere på Kulturmødet med på en rejse gennem nogle af John Mogensens største hits. 

Tilhørerne kom så at sige bag kulisserne, hørte om nogle af de mest populære sange og deres tilblivelse, og ikke mindste skrønen om ”To mennesker på strand” og sommerhuset på Sejerø.  

Det Kgl. Biblioteks arbejde med kulturarv favner bredt – fra det smalle til det brede, og sidstnævnte var syng-med-foredraget et sjovt og lærerigt eksempel på. Vi havde en fest med publikum, der trodsede regnen og sang med.

Publikum sidder med regnslag og paraplyer i regnen på Kulturmøde Mors

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Med sig på Folkescenen havde Henrik musikerne Jesper Egelund (elbas), Tom Jensen (trommer) og Lars Jørgensen (klaver), og de leverede et forrygende syng-med-foredrag om John Mogensen, lige fra den spæde begyndelse i Blues Boys og Four Jacks i 1950’erne til successen i solokarrieren i 1970’erne.