Fjernlån i praksis

– på opfordring fra netværksmøderne

Foto: Thomas Søndergaard

Udgivet 01. december 2025

På efterårets møder i Netværk for lånesamarbejde erfarede vi, at mange af forskellige årsager var forbeholdne med at sende fjernlånsbestillinger til Det Kgl. Bibliotek. Derfor giver vi her et indblik i, hvilke overvejelser vi i Fjernlån gør os, inden vi sender en bestilling ud i verden.

Når vi i Fjernlån modtager en bestilling på et materiale, der skal skaffes hjem fra udlandet, gør vi os forskellige overvejelser for at sikre, at vi skaffer det hurtigst muligt og til laveste pris.

Hvor får vi det fra? 

Vi starter altid vores søgning i Skandinavien, hvor vi kan låne bøger gratis - også selvom jeres bestilling angiver, at materialet er lokaliseret i WorldCat.

Herefter udvider vi vores søgning til resten af Europa. De sidste lande, vi undersøger, er dem uden for EU, såsom Norge og Storbritannien. Dette skyldes højere omkostninger forbundet med håndteringsafgifter og risiko for længere leveringstid. Ofte henvender vi os direkte til udgivelseslandet, eksempelvis Polen eller Kroatien.

Når vi skal skaffe materialer fra USA, er leveringstiden længere og portoen højere. Til gengæld har vi gensidige aftaler med en del amerikanske biblioteker, hvilket betyder, at vi kan låne fysiske materialer og få artikler ganske gratis.

Leveringstider og interessedato 

Det er svært at give et entydigt svar på, hvor lang leveringstiden er. Det afhænger af, hvor lange procestider, vores leverandører har.
Generelt forventer vi, at levering fra Europa kan ske inden for en uge, mens vi typisk antager, at materialer fra USA kan tage 5-6 uger.  

Derfor opfordrer vi jer til at angive reelle interessedatoer på jeres bestillinger, hvis I ved, materialet skal bruges til fx en skoleopgave med deadline. Skriv evt. også i notefeltet ”Gymnasieopgave, sidste interessefrist xx.xx.xx” (uden at slette det, der i forvejen står i feltet) – så bestiller vi ikke unødvendigt. 

Person tager bøger fra en bogvogn

Foto: Thomas Søndergaard

Køb eller fjernlån 

En bestilling på et materiale fører ikke altid til et fjernlån fra udlandet. Hvis materialet er helt nyt, eller hvis de eneste lokaliseringer er udenlandske folkebiblioteker, vælger vi ofte at købe materialet i stedet. Gentagne bestillinger på en bestemt titel kan også føre til køb. 
Valget mellem indkøb og fjernlån er altid en vurderingssag. 

Materialetyper 

Vi forsøger at skaffe alle materialetyper. De fleste biblioteker er ikke villige til at udlåne tidsskrifthæfter og ikke-bogligt materiale. Dog udlåner USA gerne det meste – cd’er, dvd’er, kopier fra e-ressourcer og sammensatte materialer, og USA er det eneste land, der udlåner film på dvd og Blu-ray. 

Sådan bestiller I et fjernlån 

Materialer, der skal skaffes hjem fra udlandet, alternativt indkøbes, kan bestilles på flere måder:

Hvis titlen ikke findes i Netpunkt:

Skaf-formularen: Vælg materialetype og udfyld alle relevante felter. Skriv evt. uddybende oplysninger under Bemærkninger (uden at slette ”Skaf-bestilling”, som allerede står der), overvej interessedatoen og send til 800010.   

Skærmbillede af skafformular fra netpunkt.dk

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Hvis titlen findes i Netpunkt uden lokalisering: 

Send en forespørgsel til 800010. Hvis relevant, udfyld Supplerende oplysninger. Skriv evt. yderligere kommentarer under Bemærkninger (uden at slette ”Forespørgsel”, som allerede står der), overvej interessedatoen og send til 800010.

Det er også muligt at bestille via en WorldCat-post i Netpunkt. 
Så tøv ikke – send en bestilling – og vi gør vores bedste for at fremskaffe materialet.