Fri Mediestream Folkebibliotek 2025
Det Kgl. Bibliotek tilbyder fortsat folkebiblioteker og arkiver betalingsfrit abonnement til Mediestream Folkebibliotek i 2025.
Udgivet 22. november 2024 | Opdateret 25. november 2024
Det Kgl. Bibliotek tilbyder Mediestream Folkebibliotek som en service til folkebibliotekerne. For det Kgl. Bibliotek er det væsentligt at få formidlet den nationale kulturarv til borgerne.
Det Kgl. Bibliotek har de sidste tre år dækket udgifterne til Copydan og dermed stillet servicen betalingsfrit til rådighed for folkebibliotekerne. Den gode nyhed er, at det vil fortsætte i 2025.
Adgang til 6,5 mio. avissider
Via Mediestream Folkebibliotek kan folkebibliotekernes brugere - ved at møde op på biblioteket - finde digitale artikler fra ’ejerløse’ danske aviser. Begrebet 'ejerløse' danske aviser refererer til aviser, der ikke længere udkommer, og hvor ejerskabet samt rettighederne ikke er blevet overtaget af andre. Eksempler på sådanne aviser inkluderer Demokraten, Aktuelt og Land og Folk. De ejerløse aviser dækker en periode fra 1918 til 2001 og indeholder 6,5 mio. avissider fra 67 titler.
Der er adgang for brugerne fra bibliotekets computere, hvor de selv kan downloade avisen. Det er også muligt at få adgang til servicen fra lokalarkiver.