Mad i musikken

I denne sidste artikel i efterårets tema "Hvad skal vi ha'?" tager vi på strejftog i det musikalske køkken og giver et par opskrifter undervejs.

Orkester går i parade. I forgrunden går en dreng og fløjter med en madkurv over armen.

Foto: Maleriet "Vagtparade" af Erik Henningsen, 1888, SMK Open

Udgivet 16. oktober 2025

For mange mennesker er musikken en stor og vigtig del af deres tilværelse. Det samme kan i høj grad siges om mad ... Ja, man kan måske ligefrem hævde, at maden er vigtigere end musikken, idet maden jo trods alt er en forudsætning for at leve - og dermed nyde musikken.  

Derfor kan det egentlig heller ikke undre, at en masse musik - på en eller anden vis - handler om mad, refererer til mad eller måske endda utilsigtet giver associationer til mad. Vi tager på strejftog i det musikalske køkken og giver et par opskrifter undervejs.  

Det danske køkken: Husmandskost 

Lad os prøve at se på nogle af de danske retter, der har været besunget. Tilbage i 1980'erne var børneduoen Jimi & Rene ikke imponeret af udenlandsk mad. De ville hellere have ”Stegt flæsk med persillesovs”.  

I samme periode sværgede Troels Trier og Rebekka Brüel også til den danske mad - ja, de kunne næsten traktere med en hel festmiddag i form af ”Suppe og steg” efterfulgt af ”Rødgrød med fløde”. Skulle det ikke være tilstrækkeligt, kunne man da altid få en portion ”Bøf med løg”.  

Lidt alternative retter

Også i '70'erne var der elementer af mad i musikken. En nu næsten glemt og meget lille ret blev serveret af Shu-bi-dua, nemlig ”Ål i rejer”. De må have haft en forkærlighed for de mere specielle kulinariske sammensætninger, for samme orkester serverede såmænd både ”Kylling med soft-ice og pølser” og ”Brutale løg”. 

Ønsker De noget at drikke til?

Tjener med tre øl

Foto: Holger Damgaard

Al denne mad skulle jo skylles ned. Bamses Venners bud på noget at gøre det med var ”Mælk og vin”. I sangen om ”Svantes lykkelige dag” gjorde Povl Dissing og Benny Andersen opmærksom på, at om lidt er kaffen klar. 

Og àpropos det med at skylle - hvis vi bevæger os lidt frem i tiden igen, var der stadig en del, der havde behov for at skylle, men denne gang i øl. Totalpetroleum med bl.a. Lone Kellerman, Povl Dissing og Peter Thorup hævdede ligefrem, at ”Øl er gud”. Måske var Flemming "Bamse" Jørgensen af samme opfattelse... Han holdt i hvert fald jul – en trist en af slagsen - på Vimmersvej alene, hvor den ene ”Blå X-mas” blev til flere, mens ex'en fik "rødvin og bøf; petit-four og Chateau Neuf".  

Lidt ost?

Sebastian holdt sig dog til mere "mejerigtige" produkter, idet han pointerede, at han måtte have ost, mens han sad derude på Skatteøen og sang ”Ostesangen”. På samme måde havde Banjos Likørstue et særligt forhold til ost - noget de fortalte, da de sagde ”Jeg har ost”.

Den nyere gastronomi

Sidst i '90'erne var Johnny Madsen i musikkøkkenet. Han bød på en grand menu og et kødløst helvede af en fransk buffet" blev serveret i den specielle ”Country Sauerkraut med fede grise og Sharon Stone”, da han stod ved Checkpoint Charlie. 

For nu 25 år siden blev det nye årtusinde indledt med (mad)manér. Brødrene Olsen satte nye standarder, da de vandt det danske Melodi Grand Prix, ved at sammenligne den udkårne med en frokostklassiker. De mente, at hun var ”Smuk som et stjerneskud”...  Selv om Jimi & René som sagt ikke var så imponerede af den udenlandske mad, vandt den nu alligevel indpas i danskernes madvaner - ikke mindst pizza'en, og således kunne Rasmus Nøhr berette om ”Det glade pizzabud”. 

Til slut, oven på sådan et måltid med både suppe, steg, pizza og bøf, mælk, vin, øl og kaffe, vil det nok være på sin plads at runde af med lidt sundt. Frugt skulle jo være sundt og både Olferts Gartneri og Mek Pek har plukket frugt med en brugt Frugtplukker. 
Tak for mad!

(Ovenstående er en lettere revideret udgave af en artikel, der oprindeligt er publiceret på bibzoom.dk) 

"Hvad skal vi ha’?" Under dette efterårstema om mad præsenterer Det Kgl. Bibliotek - i samarbejde med en række biblioteker og DR - nogle bud på, hvordan fænomenet mad gennem tiden er blevet beskrevet. Det kan være i artikler, klip fra DR-arkivet, opskrifter og kogebøger.

Artikler fra ugebladene Hjemmet og Familie Journalen (Illustreret Familiejournal) fra perioden 1960-2000 er nu tilgængelige via Netpunkt, bibliotek.dk og dit biblioteks lokale CMS og sendes direkte til din mailboks.