Nedlæggelse af Det Kgl. Biblioteks depotordning med materialepakker til indvandrere og flygtninge
Det Kgl. Bibliotek udlåner fra 2025 ikke længere depoter til folkebibliotekerne men stiller stadig bøger på ikke-vestlige sprog til rådighed.
Udgivet 02. september 2024
Opgavebortfald på Det Kgl. Bibliotek
Regeringen har indgået en aftale med kommunerne og regionerne om at nedbringe udgifterne til administration for at finansiere en styrkelse af den nære velfærd.
Med præsentationen af forslag til finansloven for 2025 har regeringen foreslået at fjerne statslig administration svarende til ca. 1.000 årsværk.
Et af de politisk prioriterede opgavebortfald vedrører Det Kgl. Biblioteks funktion som overbygning for folkebibliotekerne for materiale målrettet flygtninge og indvandrere (Flersproglig samling).
Konsekvenser
Depotordningen med materialepakker til indvandrere og flygtninge ophører således med at være en statslig biblioteksfunktion.
I praksis udlåner Det Kgl. Bibliotek fra 2025 ikke længere depoter til folkebibliotekerne men stiller stadig bøger på ikke-vestlige sprog til rådighed på linje med andre relevante materialeområder i henhold til funktionen som overcentral for folkebibliotekerne. Disse bøger kan brugerne bestille gennem bibliotek.dk til deres lokale folkebibliotek.
Videre proces her og nu
Det Kgl. Bibliotek vil nu udarbejde en procesplan, som bl.a. indeholder en logistikplan for hjemtagelse af depotudlån inden 2025. Herefter vil der afsøges potentiale for bilaterale donationsaftaler, så overskydende materialer ikke kasseres, hvis det efterspørges i de lokale folkebiblioteker. Til slut udarbejdes en plan for udmøntning af indkøbspolitik, så det fortsat er muligt at låne bøger på ikke-vestlige sprog, der er udvalgt på baggrund af kvalitet, aktualitet og alsidighed. Vi vil løbende orientere om den videre proces via nyhedsbrevet.
Spørgsmål til processen kan stilles til afdelingsleder John H. U. K. Larsen på mail jhul@kb.dk eller på tlf. 40 55 70 23.
Læs mere om regeringens politisk prioriterede opgavebortfald på Kulturministeriets hjemmeside.