Ny dansk dramatik til alle
Vi er i fuld gang med at digitalisere teksterne og manuskripterne fra danske skuespil fra 1748 til i dag.
Foto: Keld Helmer-Petersen
Udgivet 30. oktober 2025 | Opdateret 05. november 2025
Her tager vi et kig på nogle af de senest tilkomne, nyere stykker – og nogle af dem kender du sikkert allerede som bøger.
Nogle af de nytilkomne
Meter i sekundet, skrevet af Stine Pilgaard, og her dramatiseret af Jens Christian Lauenstein Led. Den havde premiere på Aalborg Teater så sent som i maj 2025.
Vi finder endnu en af Stine Pilgaards tekster, nemlig Min mor siger, der havde premiere på Aveny-T i 2024. En anden opsætning, der så dagens lys i 2024 var Papmaché-reglen efter Helle Joofs bog af samme titel.
Også Glenn Bechs såkaldte manifest fra 2022 Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er blevet dramatiseret. Det er bearbejdet til Aalborg Teater af Niels Erling for sæsonen 2023/2024.
Jytte fra marketing er desværre gået for i dag af Anastasia Holst Nørlund frit efter Morten Münsters bog. Forestillingen om de alt for genkendelige management-buzzwords, tomme konsulentkalorier, intime vandkølersamtaler og akavet printerrums-erotik gik første gang på Nørrebro Teater, sæson 2021-22.
Der er også opsætninger uden deciderede bogforlæg at finde. Nina er sjov af Marie Bjørn med tekstdele af Nina Rask er et eksempel herpå. Nina Rask tager stand-up under satirisk behandling og gør op med genrens konventioner og nedslidte selvfortællinger En opsætning af Det Kongelige Teater i samarbejde med Blaagaard Teater, sæson 2023-24.
Børneteater er også med. Her i form af 7-9-13: et skuespil for børn – og andre mennesker – af og med Lina Franke Hedegaard, Michael Derlev, Hanne Jørna og Jørgen Bing. Dette stykke gik oprindeligt på Vendsyssel teater 2001/02.
Ny dansk dramatik på årets Bogforum
Har du fået lyst til at høre mere om at læse dansk dramatik? Så har du chancen på årets store bogmesse Bogforum fredag 7. november kl. 14.00-15.00 i Hal C stand 004 (tæt ved Bella scenen), hvor Det Kgl. Bibliotek vil være på standen. Her kan du høre om mulighederne for at læse dramatik, og om et læsegruppekoncept, som i foråret 2026 udbydes til folkebibliotekerne.
Lørdag 8. november kl. 17 på Bellascenen taler dramatiker Anna Bro med dramatiker og manuskriptforfatter Line Knutzon og Pelle Koppel, forlægger og teaterchef om det at læse dramatik og dramatikken som litterær form.
Læs mere om Dansk dramatik til alle