Sommerhobby

Selv om uret, kalenderen og forhåbentlig vejret siger sommertid, kan man jo godt kaste sig ud i lidt sommerhobby.

Collage af sider fra ugeblade

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Udgivet 26. juni 2025

Det kan ske i form af håndarbejde, og her kan man finde inspiration i ugebladene Hjemmet og Familien (Illustreret Familejournal).  

Med hæklenål og strikkepinde 

Måske var det noget med ”En sommerhat af et viskestykke”? Det var der i hvert fald vejledning og diagram til i Hjemmet i 1970.  

En ”Hæklet kjole med hulmønster” er måske også lige sagen til de varme sommerdage? Sådan en var der opskrift på, i str. 34-42, i Familie Journalen i 1971. Flere hæklede kjoler? Jamen, ”Så hækler vi kjole med frynser til mor og barn”. Igen var det Familie Journalen, der i 1971 gav opskrift på kjole i børnestørrelse 6-8-10-12 og damestørrelse 36-38-40 og 42.  

Og nu vi er ved hæklerierne anno 1971. Familie Journalen gav også en opskrift på en ”Hæklet jakke med hætte” – i damestørrelse 36-44.

Skal det være strik i stedet? Der var ”Spræl i strikkemoden” ifølge Familie Journalen – stadig i 1971. Denne gang var det opskrifter på toppe og shorts i størrelse 36-38-40, der blev præsenteret.

God sommerfornøjelse med garn, hæklenål og strikkepinde. 

Artikler fra ugebladene Hjemmet og Familie Journal (Illustreret Familiejournal) fra perioden 1960-2000 er tilgængelige via Netpunkt, bibliotek.dk og dit biblioteks lokale CMS og sendes direkte til din mailboks.