Sommermad

Sommeren er – forhåbentlig – over os, og det giver anledning til at kigge på sommermad, som ugebladene Hjemmet og Familie Journalen (Illustreret Familiejournal) har præsenteret det.

Tallerken med jordbær i mælk

Foto: Colourbox.dk

Udgivet 13. juni 2025 | Opdateret 16. juni 2025

Hvis det er en varm sommer, kan man for eksempel vende sig mod Familie Journalen anno 1971, hvor ”Kirsten Hüttemeier byder på kold mad i varmen”. Her er opskrifter på lækkerier som kartoffelsalat, røget sild, melon med spegeskinke og mandellagkage.

I 1970 var beskeden i Hjemmet ”Pak en picnic-kurv”.  En kurv bestående af blandt andet sprøde kyllingelår, skovturssalat og hornfisk i gelé. I 1973 stod den igen på ”Frokost i det grønne” ifølge Hjemmet. Det var opskrifter egnet til madkurven på blandt andet hvidløgsfrikadeller, fedsild med dildrøræg og skovturskage.  

Det søde – bær og kager
Uhm – jordbær” – sådan lød det i Hjemmet i 1971. Lotte Haveman gav opskrifter på blandt andet marengsbund med is og jordbær, jordbær-punch og lagkage med jordbærglasur. At jordbær er et af sommerens kulinariske højdepunkter, er mange sikkert enige i. ”Så er der jordbær til alle – og rabarber!” sagde Hjemmet i 1972. Igen gav Lotte Haveman bud på opskrifter med jordbær og rabarber. Hvad med f.eks. en rabarberpie med mandeldej, rabarberkompot med bananer eller en jordbærfromage?

Nu er det jo ikke kun jordbær, der dukker op om sommeren. Vi har også de dejlige hindbær. Hjemmet kom i 1971 med bud på opskrifter på ”Lækre desserter med hindbær” til fire personer. Det var blandt andet valnøddekage med friske hindbær, nem fløderand med hindbær samt fersken melba og melon med hindbær.

Måske skal der suppleres med lidt bagværk? Kirsten Hüttemeier er god for en gang ”Sommer-bagning” i Familie Journalen i 1971. Her stod den på blandt andet mormors små snitter, amtmandindens chokoladekage og skriverhusets chokoladekager.

Er der plads til mere kage, kan man ty til ”Hurtige sommerlagkager”, som Lotte Haveman foreslog i Hjemmet i 1970. Det var opskrifter på lagkager af marengsbunde, af tærtebunde samt lagkage med færdiglavede bunde. Så er der vist noget for enhver smag.

Velbekomme! 

Artikler fra ugebladene Hjemmet og Familie Journal (Illustreret Familiejournal) fra perioden 1960-2000 er nu tilgængelige via Netpunkt, bibliotek.dk og dit biblioteks lokale CMS og sendes direkte til din mailboks.