Gå til hovedindholdet

Ulvetider

Ulve, ulven, og al dens væsen har gjort sit genindtog i Danmark.

Billede: Rasmus Christiansen, 1882

Udgivet 28. september 2026

Den har fyldt i medierne i den senere tid, og også på Det Kgl. Bibliotek findes der spor af ulve. I hvert fald i en vis forstand – rundt omkring i samlingerne.

Ulve i bøger - fiktion og fakta 

De fleste er nok bekendt med fortællingen om den lille Rødhætte og ulven. Oprindeligt et europæisk folkeeventyr af usikker oprindelse og i flere versioner.  
Den ældst kendte nedskrevne version er af den franske forfatter Charles Perrault (1628-1703) og findes i hans samling Gåsemors eventyr: eventyr fra en svunden tid.

En af de nyeste versioner i Det Kgl. Biblioteks samlinger må givetvis være Anne Lindhards version fra 2026 Den lille Rødhætte og Ulven fortalt til de 2-6-årige 
I bogen The trials and tribulations of Little Red Riding Hood giver forfatteren Jack Zipes i 1983 nogle bud på denne fortælling i en sociokulturel kontekst.

I den mere faktabaserede del af litteraturen om ulve – ikke mindst i Danmark – kan man f.eks. tage fat i Lars Gejls bog fra 2002 Ulven i Danmark. På 59 sider beskriver han bl.a. ulvens oprindelse, dens liv og adfærd m.m. Et andet bud, denne gang fra 2013, er Peter H. Petersens Ulven kommer: om ulve i Danmark. Om ulven og dens muligheder for at leve i Danmark – som man så det tilbage i 2013. 
Man kan så springe frem til næsten-nutiden og læse Kent Olsens artikel fra tidsskriftet Jæger i 2022 Sådan er det gået. De første 10 år med ulv i Danmark.  

En smule om ulve fra Tidsskrift.dk 

På tidsskrift.dk findes en række forskellige artikler, der berører ulve. Her finder man f.eks. en beretning fra ”En dansk soldat i trediveårskrigen”, hvor frygten for ulve nævnes. Fortællingen var at finde i årbogen Fra Ribe Amt, 1951.

I artiklen ”Hvem var Odin” kommer Henrik Stevnsborg ind på, at den nordiske gud Odin havde to ulve som kæledyr. Det var i tidsskriftet Folk og Kultur, 1999.  
Som i dag har ulven heller ikke tidligere været lige velset af alle. Og der blev drevet jagt på dem. Det kan man læse om i artiklen Faldgruber af Jesper Laursen. I artiklen i tidsskriftet Hikuin 1991/18 beskriver han specielt faldgruber, der har været anvendt til fangst af rovdyr og i særdeleshed ulve.

Billede: Karl Wagner, 1910

Endelig kan man i Tove Damholt og Anette Reenbergs artikel ”Danmark fik en naturkanon – med tydelige geo-aftryk” læse, at ulven indvandrede til Danmark kort efter sidste istid. Den sidste ulv – før den nye bølge – blev skudt i 1813, så i ca. 200 år har landet været ulvefrit.

De musikalske ulve 

Ulven vækker mange følelser – mange forskelligartede følelser - og det kan musik også gøre. På en måde er det jo derfor en lille smule sjovt, at vi herhjemme har haft vores helt egen ”musikalske ulv” … Ulven Peter – ja, sangeren Peter Belli.  

Selv om han desværre gik bort i 2023 vil mange sikkert stadig huske ham. Belli har i hvert fald været på banen i længere tid, end den firbenede ulv har været i landet i denne omgang. På Det Kgl. Bibliotek kan du f.eks. låne cd’en ”Ulven Peter: de 34 største hits”. Du kan også blive lidt klogere på manden og musikken i interviewet ”Ulvebid og underbid” i Politiken fra 1999. Anders Rou Jensen interviewer Peter Belli i anledning af jubilæum og cd-udgivelse

Men Peter Belli var ikke den eneste musikalske ulv, der hylede. For en kort – men ikonisk – bemærkning var der et helt kobbel, nemlig bandet Steppeulvene. Bandet udgav faktisk kun et enkelt album, Hip. Albummet er inspireret af syrerock og folkrock, og har med tiden fået legendarisk status. Musiktidsskriftet Gaffa bragte i 2006 Henrik Tuxens artikel ”Steppeulvene: Hip” om det danske rockbands plade fra 1967. Både albummet og artiklen kan skaffes fra Det Kgl. Bibliotek.

Digitale samlinger - billeder 
 

Grafik: Valdemar Møller, 1930

I Det Kgl Biblioteks Digitale samlinger - billeder dukker ulven også op. Det kan være på en såkaldt anskuelsestavle af en ulv fra 1910 eller en tidligere anskuelsestavle med et andet billede af en ulv, denne gang fra 1892.

Man støder også på ulven som en figur i en satiretegning fra 1930 af bladtegneren Valdemar Møller. 

De her brugte eksempler er alle fri af ophavsret – noget man lige skal være obs på ved brug af illustrationer fra den digitale billedsamling.

Vi har nu fulgt i ulvens fodspor rundt i Det Kgl. Biblioteks samlinger. 

Der er helt sikkert mere og andet materiale om ulve at finde, end hvad der her er nævnt, så det er bare med at klø på med at finde det… Eller find materiale om alle mulige andre emner.