Zadie Smith: Livestreaming til folkebiblioteker
Tilmeld jeres bibliotek efterårets livestreaming med Zadie Smith. Hun er hovedperson på International Forfatterscene tirsdag 6. oktober i anledning af, at hun modtager H.C. Andersens Litteraturpris.
Foto: Alex Cameron
Udgivet 15. april 2026
Glæd jer til en aften i selskab med en af vor tids mest skarpe og toneangivende forfattere, når britiske Zadie Smith indtager scenen i Den Sorte Diamant. Her bliver hun interviewet om sit prisvindende forfatterskab.
Anledningen er, at hun modtager H.C. Andersens Litteraturpris 2026, og derfor er hun på et af sine sjældne besøg i Danmark. Jeres biblioteks brugere kan opleve det hele live – direkte fra første række via livestream.
Zadie Smith skriver skarpt og humoristisk om multikulturelle miljøer, hvor identitet formes af race, klasse og oprindelse. Hun kobler personlige erfaringer til bred samfundskritik – fra det britiske klassesystem til, hvordan vi har overladt så store dele af vores identitet og adfærd til sociale medier og de bagvedliggende magtfulde techgiganter.
Siden debuten med 'Hvide tænder' i 2000 har Zadie Smith sat et markant aftryk på den internationale litterære scene. Med en sjælden kombination af intellekt, humor og menneskelig indsigt spænder hendes forfatterskab bredt – fra romaner og essays til noveller, drama, debat og børnebøger.
Gå ikke glip af en enestående mulighed for at opleve Zadie Smith i Danmark - en aften, hvor litteraturen bliver levende, og hvor man kommer helt tæt på en af de mest fascinerende stemmer i moderne litteratur.
Arrangementet livestreames til folkebibliotekerne tirsdag 6. oktober
kl. 19.00 - 20.30.
Deadline for tilmelding er onsdag 30. september.
(NB: Privatpersoner kan ikke tilmelde sig.)
Formidlingspakke
En formidlingspakke udsendes inden sommerferien med materiale om arrangementet og forfatteren. Kan I ikke vente på det, er I velkomne til at anvende billede og tekst fra denne nyhed. (Foto: Alex Cameron)