Materialernes rejse fra udlandet til lånere i Danmark
Hvad sker der, når Det Kgl. Bibliotek modtager materialer fra udenlandske biblioteker, som skal videresendes til danske biblioteker?

Foto: Thomas Søndergaard
Når Det Kgl. Bibliotek modtager et materiale fra et udenlandsk bibliotek, kommer det ofte med posten eller et kurerfirma. Det bliver modtaget i vores forsendelsesafdeling og herfra bragt videre til fjernlånsafdelingen. Her bliver det klargjort til udlån. Fra modtagelse til klargøring går der som udgangspunkt ikke mere end én arbejdsdag.
Materialer, der skal klargøres, er mest bøger – både skønlitteratur og faglitteratur. Vi modtager desuden film, musik, noder og tegneserier. Vi skaffer flest materialer fra USA tæt fulgt af Sverige og Tyskland. Herudover modtager vi flest materialer fra de øvrige nordiske lande som Norge og Finland og herefter fra resten af Europa. Vi låner også jævnligt fra Canada, New Zealand og Australien. Materialerne kan altså have været på lidt af en rejse, inden de når frem.

Foto: Det Kgl. Bibliotek
Udlånsregler
På hvert enkelt materiale medfølger der papirer på, hvilke betingelser det långivende bibliotek har givet for brug af materialet.
Det kan variere meget - nogle biblioteker giver forlænget lånetid på deres materialer, andre giver almindelig lånetid uden hensyntagen til transporttiden.
Der kan være materialer, som kun er til brug på læsesal og igen andre, der på forhånd ikke kan fornys.
Vi prøver at undgå de biblioteker, der altid har deres materialer som læsesalslån, men ofte finder vi først ud af betingelserne for lånet ved modtagelsen at materialet.
Alle oplysningerne bliver skrevet ind i vores bibliotekssystem og udlånt til jer.
Nu er materialet klar til at blive sendt ud til jer med kørselsordningen.