Bestilling af avisartikler
Avissamlingen på Det Kgl. Bibliotek består af aviser, der er udgivet i Danmark, eller som har relation til Danmark. Bestil avisartikler fra avissamlingen gennem Netpunkt.

Foto: Colourbox
Aviser har i over 300 år været en vigtig del af samfundet. De afspejler alle sider af vores liv set gennem datidens briller: fødsel og død, politik og økonomi, køb og salg, krig og fred, ulykker og fremgang.
Derfor betragter vi i dag aviserne som en vigtig kilde til forståelse af vores historie og som en del af kulturarven med appel til alle, uanset om man er slægtsforsker, studerende, underviser eller lokalhistorisk interesseret.
Avissamlingen på Det Kgl. Bibliotek består af aviser, der er udgivet i Danmark, eller som har relation til Danmark. Avissamlingen er Danmarks nationale samling af aviser, og hovedsamlingen fylder 25 kilometer hylder. Læs mere om avissamlingen og hvilke aviser, der indgår i samlingen, her.
Hvis du ønsker at bestille en avisartikel, skal det gøres gennem Netpunkt. I Netpunkt vil du både finde de enkelte aviser og avisartikler, der er indekseret via Dansk Artikelindeks.
Bestilling af ikke-indekserede artikler
Hvis du ønsker at bestille en artikel fra en avis, der ikke er indekseret, skal du søge avisen frem. Her kan det være en hjælp at afgrænse søgningen til KB Victor Albecks Vej 800022 ved at bruge søgekoden ln=800022.
Når du har fundet den ønskede avis med lokalisering til KB Victor Albecks Vej, klikker du på 'Bestil'. Herefter klikker du på 'Supplerende oplysninger' og udfylder blanketten. Du vil blive bedt om at vælge et nummer; hvis det ønskede nummer ikke er på listen, vælger du et tilfældigt. Det er vigtigt, at blanketten udfyldes med alle tilgængelige oplysninger. I 'Årgang/Volume/Bind' og i 'Nummer/Hæfte' skriver du datoen for, hvornår artiklen er trykt. Sæt flueben i "Kopi ønskes".
Artikler, der er indekserede
Artikler, der er indekserede, er ikke nødvendigvis lokaliseret til KB Victor Albecks Vej. Hvis der er en lokalisering, klikkes der på 'Bestil', og blanketten er forudfyldt. Her vil du blive bedt om at vælge et nummer; hvis det ønskede nummer ikke er på listen, så vælg et tilfældigt. I 'Nummer/Hæfte' skriver du den korrekte dato for, hvornår artiklen er trykt.
Hvis der ikke er en lokalisering på den indekserede avisartikel, kan du gøre som ved ikke-indekserede avisartikler eller sende en ”Forespørgsel” til 800010.
Hvis du ikke kan finde den ønskede avis, har du altid mulighed for at sende en forespørgsel til 800010 eller udfylde Skaf-formularen, som ligeledes skal sendes til 800010.