Dvd fra udlandet?

Når du bestiller dvd'er hjem fra udenlandske biblioteker, er der et par faldgruber.

Medarbejder ved hylder med cd'er

Foto: Thomas Søndergaard

Fjernlånsfakta: skal du bestille en dvd? Så vær opmærksom på regionskoder.

Hvis en dvd ikke findes på danske biblioteker, kan vi ofte låne den i USA. Stort set ingen andre lande udlåner av-materialer.

I USA har dvd’en ofte en anden regionskode end den, de danske dvd-afspillere er indstillet til. Ser man sine film på en computer, kan man her skifte kode, men kun et vist antal gange, for eksempel seks gange, så låser den sig fast på den sidst valgte region. Også inden for Blu-ray er der regionskoder. De har blot bogstavbetegnelser i stedet for tal.

Oprindeligt er det filmproducenter og distributører, der har opfundet regionskoderne. På den måde kan de styre, hvor og hvornår filmen sælges eller distribueres.

Her er en liste over regionskoderne:

Dvd

  • 1. Canada, USA og amerikanske territorier
  • 2. Japan, Mellemøsten, Sydafrika og Vesteuropa
  • 3. Østasien og Sydøstasien
  • 4. Australien, caribiske øer, Mellemamerika, New Zealand, stillehavsøer og Sydamerika
  • 5. Afrika, Østeuropa, Indien, Mongoliet og Nordkorea
  • 6. Kina
  • 7. Reserveret
  • 8. Særlige internationale steder (fly, krydstogtskibe m.v)

Blu-ray

  • A. Nordamerika, Sydamerika, Mellemamerika, Korea, Japan og Sydøstasien undtagen Kina.
  • B. Europa undtagen Rusland, Mellemøsten, Afrika, Australien og New Zealand.
  • C. Rusland, Indien, Kina og resten af verden.

Man kan i WorldCat.org søge på regionskoder. I avanceret søgning kan man i keyword-feltet skrive for eksempel region 2 og derefter titlen i titelfeltet.

PAL eller NTSC?

Dette er betegnelser for tv-standarder. De sikrer blandt andet, at farverne vises korrekt.

Af historiske årsager har NTSC (opkaldt efter National Television System Committee) mest været brugt i USA og PAL (Phase Alternating Line) i resten af verden, bortset fra Frankrig, hvor man bruger SECAM (Sequential Couleur à Mémoire). Både tv og afspiller skal understøtte det pågældende format, for at filmen kan vises. Det sikreste er at bestille det ønskede i PAL-formatet. I WorldCat.org kan man skrive PAL som keyword.

Man kan altså eksempelvis i keyword-feltet skrive PAL, region 2 og i titelfeltet Skyfall.